Arkiv

Her finder du alle de nyheder vi har publiceret på vores hjemmeside.

36

Torsdage er lig Torsdagsjazz

16.02.2017

På Kong Frederik den IX's Hjem er torsdage lig jazz - i hvert fald hver anden torsdag. For her spreder lyden af jazz sig i havestuen. Der er mulighed for vippe lidt med foden, få sig en øl eller en vand og lytte til "Torsdagsjazz".

Det er jazztrompetisten Valdemar Rasmussen, som sammen med Mads Søndergaard - piano og Kristor Brødsgaard - bas, spiller hyggelig jazzmusik.

 

 

Bag Køkkendøren december 2016

29.11.2016

 

Så blev det endelig december med julelys, gran, clementiner og indendørs hygge.

Vi er i skrivende stund i fuld gang med at bage julesmåkager: jødekager, vanilje kranse, klejner, nissefryd og honning hjerter + marengsjuletræer!

Vi arbejder også på det lille juleblad, som alle beboere får, så man kan følge med i menuèrne i alle helligdagene omkring jul + nytår.

 

Herfra ønskes alle Beboere en rigtig glædelig jul, samt et godt nytår.

 

De økologiske køkkenroser

19.10.2016

Sølvmedalje

 

Ok-Fondens plejehjem Kong Frederik lX's hjem blev indstillet til De økologiske køkkenroser i kategorien "Plejehjem med lokale produktionskøkkener eller levebo-miljøer".

Tirsdag d. 16. august 2016 blev der afholdt jurymiddag i havesalen. Det blev en fantastisk aften! Køkkenpersonalet havde tryllet en overdådig middag sammen. Allan vores huspianist frembragte de helt rigtige melodier til middagen og humøret var højt i havesalen.

Den 12. oktober faldt afgørelsen - Kong Frederik lX's Hjem blev kåret som Danmarks 2. bedste plejehjem indenfor økologisk mad. Skuffelsen over at tabe guldet er ikke til at overse i køkkenet, men alle vi andre er stolte over at netop vores køkken løb med sølvet. Alle landet plejehjem kan deltage, 30 plejehjemskøkkener var med i opløbet og vi var et ud af to som gik videre til jurymiddagen.

Vi kan da kun være stolte af vores køkken.

Stort tillykke til Køkkenet

-og tak for dejlig mad.

 

93-årige Rita Kjerte fejrede 20 års jubilæum som frivillig på Kong Frederik IX’s Hjem

05.09.2016

I OK-Fonden bidrager et stort korps af frivillige rundt om på alle vores centre til at opfylde den fælles vision om, at "Livet skal leves - hele livet".

I denne uge fejrer Kong Frederiks IX's Hjem en helt særlig frivillig indsats: Rita Kjerte har siden 1996 haft sin stort set daglige gang i huset.

Min mand, Børge Kjerte, måtte flytte ind på Kong Frederik efter 54 års ægteskab. Det blev mit liv, jeg kom hver dag. Jeg kunne ikke sove her, men jeg gik ikke, før han var i seng, fortæller Rita.

Jeg begyndte også at interessere mig for de andre beboere. Mange tussede bare rundt og fik ikke så ofte besøg. Vi spiste sammen med dem og lavede hyggestunder om eftermiddagen, hvor vi fik et glas kirsebærvin.

Min mand var tidligere leder for et 10-mands orkester, som blandt andet spillede på Varna i Århus. Hans gamle kollega, pianisten Axel Hindberg, kom jævnligt og besøgte os, og så spillede han klaver for os alle sammen i Havestuen.

Min lillebror kom her rigtig meget og blev også en del af huset. Han hed aldrig andet en "Onkel Ove" blandt beboerne.

Da Børge døde i 1999, sagde den daværende forstander, Bente Gilbro, til mig, at jeg var velkommen til at fortsætte med at komme, hvis jeg havde lyst. Det havde jeg, og det blev nærmest en slags "arbejde" for mig.

Tidligere var beboerne ikke så dårlige, som man er, når man kommer på plejehjem i dag. Det betød, at jeg kunne deltage på en anden måde. Jeg har fx været med beboerne på ferie i sommerhus, hvor jeg sov sammen med to af damerne.

Jeg har også engang passet "terapien", som det hed dengang, mens den ansvarlige lå syg i 14 dage efter et styrt på sin cykel.

Nu kommer jeg "kun" om formiddagen, og jeg er ikke så meget på afdelingerne, men har min gang i "Hyggestuen". Jeg husker mange sangtekster og synger tit sammen med beboerne. Vi snakker, og somme tider læser jeg højt, af alt fra aviser til Rasmus Klump. Jeg sørger for, at beboerne får tilbudt noget at drikke. Så skåler jeg og siger: "Vi skal have noget vand, ellers kan vi slet ingenting huske". Hver anden torsdag deltager jeg i det faste jazzarrangement om eftermiddagen, og det er mig, der laver alter og gør klar, når her skal holdes gudstjeneste.

Der har været mange højdepunkter gennem årene. Rita tænker med særlig glæde på to: - Da huset fejrede min 80 års fødselsdag med stor fest, og da jeg af vores nuværende borgmesters far, som havde sin hustru boende her, fik overrakt en fortjenstmedalje for mit frivillige arbejde og min omsorg for beboerne.

Mandag var det atter lejlighed til at feste for Rita og takke for foreløbig 20 års indsats. Der var fuldt hus med besøg af tidligere medarbejdere, veninder og familie.

Kampen om De Økologiske Køkkenroser

22.08.2016

OK-Fondens plejehjem, Kong Frederik den IX's Hjem er blevet indstillet til De Økologiske Køkkenroser i kategorien "Plejehjem med lokale produktionskøkkener eller levebo-miljøer", og tirsdag var juryen på besøg for at nyde maden. De Økologiske Køkkenroser bliver i år uddelt til de offentlige køkkener i Danmark, der har gjort noget særligt inden for arbejdet med økologiske råvarer.

To sanseindtryk dominerer som man kommer ind på Kong Frederik den IX's Hjem denne dag: Først duften af nylavet mad, der straks får munden til at løbe i vand. Dernæst den sagte lyd af klavermusik, der bliver højere som man kommer tættere på den hyggelige dagligstue, hvor aftenens prøvesmagning skal finde sted. I hjørnet sidder en pianist, der ikke kun denne dag forsøder middagen med musik.

Der er lidt hektik blandt medarbejderne, der gerne vil have, at juryen får den bedste oplevelse af hjemmet, maden og måltidet. Men forberedelsen er i orden, og aktivitetscentret har i løbet af dagen lavet fine servietter, der fuldbyrder et veldækket bord.

Færre sprøjtegifte og mindre allergi

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt, at forfølge en ambition om at bruge flere økologiske fødevarer i madlavningen på Kong Frederik den IX's Hjem? Vi spurgte Ruth Crone Bech, der er økonoma og projektansvarlig for at øge økologien i maden på Kong Frederik den IX's Hjem.

-          "Det sparer os for en masse sprøjtegifte i maden. Tænk på alle de allergier, der er kommet. Desuden er der jo også dyrevelfærden at tænke på", siger Ruth Crone Bech.

Chef for Kong Frederik den IX's Hjem, Mai Lund Kirkegaard istemmer: - "Vi skal leve sundt - og det gør man med gode råvarer."

Ikke uden omkostninger

Ruth Crone Bech lægger dog ikke skjul på, at det også har haft sine omkostninger, at lægge om til mere økologi.

-          "Det er et stort stykke arbejde, at lægge om, da man skal finde det inden for den nuværende økonomi. Og økologiske råvarer er bare dyrere. Så det er mest hænderne, der kan gøre forskellen."

Så er der mad

Juryen, der består af repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Kost & Ernæringsforbundet, FOA og 3F, ankommer og bliver placeret rundt ved borde sammen med medarbejdere og beboere. Ruth introducerer dagens mad og påpeger, at maden ikke er anderledes fordi, der er besøg udefra.

Maden bliver fornemt serveret, og sikke en menu den står på denne aften:

  • Velkomstdrink - hyldeblomst med lidt hvidvin og serveret med jordbær.
    Hyldeblomstsaften er hjemmelavet fra området, hvor beboere og medarbejdere har plukket hylden primært i Søndermarken. Samlet har køkkenet lavet 135l koncentrat, som bliver til ca. 550 liter færdig drik.
  • Kalvefrikassé med legeret sovs og årstidens friske grøntsager samt kartofler med persille drys.
    Serveret med hvidvin
  • Rugbrødslagkage med flødeskum og solbær syltetøj.
  • Kaffe og portvin

Der er vist ingen, der går sultne hjem i dag.

Afgørelse

Juryen voterer og kommer med deres afgørelse på Fødevaredagen den 12. oktober på Hindsgavl Slot i Middelfart.

Vi krydser fingre og håber på, at Kong Frederik den IX's Hjem vinder kategorien.

(Resten af måneden står maden på Kong Frederik den IX's Hjem i OL's tegn, hvor der bliver serveret flere brasilianske menuer, der kan give et strejf af den sydlige stemning.)

Kong Frederik er nomineret til De Økologiske Køkkenroser

24.06.2016

Her på Kong Frederik IX Hjem, er vi stolte af at kunne fortælle, at vi er nomineret til De Økologiske Køkkenroser.

De Økologiske Køkkenroser bliver i år uddelt til de offentlige køkkener i Danmark, der har gjort noget særligt inden for arbejdet med økologiske råvarer. I alt er der otte offentlige køkkener i Danmark, som er nomineret til at vinde, og derfor er vi selvfølgelig meget beæret over at være én af dem.

I kan læse meget mere om nomineringen og om De Økologiske Køkenroser her.

Mai Pfeiffer Lund Kirkegaard bliver ny chef

18.04.2016

Fra den 18. april 2016, er Mai Pfeiffer Lund Kirkegaard, ansat som ny chef for Kong Frederik IX´s Hjem.

Mai er uddannet sygeplejerske, har diplom i ledelse samt mange andre relevante kurser, som underbygger den faglighed der skal til for at drive et hjem under Ok Fonden. Stort VELKOMMEN til vores dejlige hjem.

C Holdets Oprør besøger Kong Frederik

15.04.2016

Den 12. april 2016, havde vi fornøjelsen af, at vise vores dejlige hjem frem for C Holdets Oprør her på Frederiksberg.

Tak for et godt møde, med gode dialoger og meningsudvekslinger.

Tilkøbsydelser er en mulighed fra d. 1 april 2016

10.03.2016

Fra 1. april 2016 er der mulighed for at tilkøbe forskellige ydelser, til 375, kr. pr. time. Det er op til hver enkelt hvad ydelsen indebærer. Det kan f.eks. være følgeskab til læger og hospitaler, teater og handleture, familiefester m.m. Kun fantasien sætter grænserne. Vi vil så vidt det er muligt arrangere disse ønsker. Se nærmere under menupunktet plejehjem.

Besøg af elever fra Hotel og Restaurantskolen.

01.03.2016

Gourmet middag

Vores økonoma blev i februar kontaktet af nogle elever på Hotel og Restaurantskolen, de eftersøgte en gruppe mennesker at øve sig på, dvs. lave en 4 retters menu til. De ville søge sponsorer til maden, vi skulle levere bordopdækning, vin, servering, godt humør og nogle sultne mennesker. Hun takkede ja og datoen d. 1 marts blev aftalt.

Det blev brugerne i Aktivitetscentret, plus enkelte beboere der fik fornøjelsen.

Da dagen kom dækkede vi, sammen med nogle af brugerne, pænt op til middag i Havesalen. Kl. 11 ankom 3 søde unge mennesker, alle kokkeelever på sidste år. De medbragte kassefulde af mad, noget allerede tilberedt, andet skulle tilberedes undervejs.

Vi satte os til bords kl. 12 og fik herefter serveret en meget velsmagende og flot anrettet middag.

Forret

Stegt torsk med Stenbiderrogn & burre blanc sauce

Hovedret

Kalvetyksteg med selleri & jordskokke pure, svampe og kantarelsauce

Ost

Emmentaler og Brie med æblekompot & smørstegt rugbrød

Dessert

Maltkage med citroncreme, italiensk marenge & crumble

The & petitfour

 

Det blev en uforglemmelig oplevelse for os alle, og vi var enige om, at de havde bestået opgaven til 5 kokkehuer, for denne herlige smagsoplevelse.

Vi sendte dem tilbage til skolen med en stor tak for mad, samt en besked om, at vi meget gerne stillede op som prøveklude en anden gang.

 

Besøg af fødevarestyrelsen d. 15 februar 2016

15.02.2016

15. februar 2016, havde vi besøg af fødevarestyrelsen.

Som udgangspunkt beholdt vi vores Smileys, vi skulle dog lige hanke op i vores egenkontrol, hvilket vi straks satte ind overfor.

Alt i alt flot gået af personalet, hvorfor vi fejrede det med dejlige frugtskåle til alle.

TAK for indsatsen til personalet fra Lone Haagensen, daglig leder.

 

Bag køkkendøren februar 16

02.02.2016

Så kom sneen og med den heldigvis frosten, som jo skal til for at vi har en rigtig vinter og flot ser det jo ud, især når solen skinner så fås det ikke smukkere!

Vinter er jo også ensbetydende med suppetid, så vi bruger løs af alle de dejlige friske grøntsager som er fremme nu - porre - knoldselleri - gulerødder - rødbeder - bolsjebeder - løg - rødkål - hvidkål - grønkål - kartofler.

Fra 1. februar får vi hjælp til at ordne grøntsager fra Janni + Bette som skal være her i et par måneder, vi håber de bliver glade for at være her i vores travle køkken.

D. 2 februar har vi igen besøg af vores kok/konsulent fra økologi projektet og vi vil arbejde med nogle forskellige retter, som så bliver serveret til aftensmaden, så vi håber det vil smage jer. I må  meget gerne komme med ris / ros efterfølgende.

Hilsen Maryann, Pernille, Heidi, Anni, Berith, Anette, Michael  og Ruth

 

Ny leder på Kong Frederik IX´s Hjem

14.01.2016

Vi skal hermed informere om, at OK-Fondens bestyrelse med beklagelse må tage afsked med Lone Haagensen som leder af Kong Frederik IX´s Hjem. Det betyder, at der skal ansættes en ny leder på Kong Frederik IX´s Hjem i stedet for Lone Haagensen.

Årsagen til denne beslutning er, at vi med ansættelsen af Lone Haagensen, ikke kan opfylde de kontraktlige, juridiske forudsætninger der er gældende for samarbejdet mellem Frederiksberg Kommune og OK-Fonden. Det er et kontraktligt og dermed ufravigeligt krav, at lederen har en diplomuddannelse i ledelse. Det har Lone Haagensen ikke, idet hendes diplomuddannelse kun er delvist færdiggjort.

I samarbejde med Frederiksberg Kommune forsøgte vi at opstille en række løsningsmodeller, for at få tingene til juridisk at nå sammen, men dette kunne ikke lykkes.

Lone Haagensen er blevet informeret, og har anerkendt den konsekvens, vi har måttet drage.

Stillingen som leder bliver annonceret på ny

Vi har besluttet, at afsøge markedet for kvalificerede kandidater. Stillingen bliver derfor opslået såvel internt i OK-Fonden som eksternt.

Vi påregner, at der med virkning fra den 1.4.2016 er en ny leder i jobbet.

Midlertidig konstituering af Annie Andersen

For at bringe aftaleforholdet med Frederiksberg Kommune på plads hurtigst muligt har vi besluttet, med virkning fra i dag, at konstituere Annie Andersen som leder frem til den nye leder er tiltrådt. Annie Andersen skal varetage den formelle ledelsesopgave, og dermed også ledelseskontakten til Frederiksberg Kommune i perioden frem til den nye leder er tiltrådt.

Lone Haagensen fortsætter som konsulent i OK-Fonden

OK-Fondens bestyrelse har fuld tillid til Lone Haagensens faglige og personlige kompetencer og Lone Haagensen fortsætter sin ansættelse i OK-Fonden.

Lone Haagensen skal fremover være beskæftiget med andre relevante ledelses- og konsulentopgaver på forskellige områder.

Den første opgave, er at være konsulent på Kong Frederiks IX´s hjem, frem til den nye leder er ansat. Dette er aftalt med Frederiksberg Kommune.

Lone Haagensen skal medvirke til at gennemføre de handlinger og aktiviteter, der allerede er igangsat, og som er nødvendige for at OK-Fonden opfylder de økonomiske og organisatoriske mål, der er opstillet i kontrakten med Frederiksberg Kommune.

Lone Haagensen har bestyrelsens fulde opbakning og nødvendige beføjelse til at udføre dette arbejde.

Tiden der kommer

Vi ser frem til, at få gennemført den aftalte ledelsesrekruttering, og med ansættelsen af en ny leder bringer det juridiske grundlag for kontrakten på plads.

OK-Fonden ønsker, sammen med medarbejdere, beboere og pårørende, at fortsætte det gode arbejde med, at udvikle Kong Frederik IX´s Hjem til fortsat at være et godt sted at bo og arbejde.

Bag køkkendøren januar 2016

04.01.2016

 

Så gik december måned med mange julefrokoster - julebagning - gløgg - æbleskiver, samt en afsluttende nytår`s menu. Ja det er jo sædvanen tro en travl måned, så nu kan vi alle slappe lidt af, her i den mørke januar måned og måske få forbrændt lidt af julesulet !

Jeg håber det lille juleblad med menuerne er blevet flittigt læst.

Midt i november sendte vi vores ansøgningen ind til fødevareministeriet, for at få sølv mærket i økologi, vi har nemlig i de sidste 3 måneder ligget over 60 % og mærket er kommet i hus, vi skal nok hænge det nye op.

Så vi fejrer det med Sølvlagkager torsdag d. 28 januar 2016 i Havesalen.

Rigtigt godt nytår.

Hilsen Ruth

 

Nytårskur

04.01.2016

Nytårskur

Beboere og pårørende og gæster i Aktivitetscentret

inviteres til nytårskur

Mandag den 11. januar 2016

kl. 13.30 til kl. 15.00.

Der vil blive serveret champagne og lidt godt.

Ny forstander

01.12.2015

1.12.15.

 

I dag starter vores nye forstander Lone Haagensen.

Lone har mail loha17@ok-fonden.dk og tlf. 36140119.

Lone har ledelseserfaring dels fra 5 år på Ok Hjemmet Arendse,

samt 15 års ledelseserfaring fra andre jobs.

Både Lone og huset glæder sig til samarbejdet

omkring kontrakten  og OK-Fondens strategi,

sammen med alle husets ældre  borgere, som er i fokus, i alle vores handlinger.

Velkommen

 

 

 

 

Bag køkkendøren november 2015

06.11.2015

Ja så blev det november - tiden går med raske skridt, her vælter vi os i flotte og farverige økologiske grøntsager - rødbeder - knoldselleri - pastinakker -  persillerødder - gulerødder - røde + gule løg - porrer - broccoli - blomkål og de flotte orange røde hokaido græskar - kartofler, som vi skræller og snitter på livet løs, hvorefter vi koger, steger, sylter eller ovnsteger dem til dagens menu.

Vi forsøger os i øjeblikket med selv at lave økologisk leverpostej + sylte og rullepølse og vi vil meget gerne have jeres mening om dette, så kom ned og fortæl hvad du mener eller fortæl det til personalet på afdelingerne, så de kan sige det videre.

D. 10 november er det jo som bekendt Mortens aften og der skal vi jo selvfølgelig have andesteg med hvad dertil hører!

Her midt i måneden vil vi også begynde så småt at bage julesmåkager .

Tak til Lena for dejlige nedfalds æbler.

 

Hilsen Ruth

 

Bag køkkendøren oktober 2015

25.09.2015

Bag køkkendøren!

 

Dagene er blevet lidt kortere, temperaturen lidt lavere, efteråret er over os!

Med efteråret følger også de dejlige rod frugter, så vi sylter på livet løs - rødbeder og i år prøver vi os frem med asier, det er en lidt længere proces ( ca. 1 mdr. ) så nu må vi se, hvordan udfaldet bliver. Rødkål har vi også kogt ca. 60 kg. men der er stadig ikke nok til jul!

Fra d. 7 september gik vi jo over til at servere varm mad til aften og vores umiddelbare indtryk er at der bliver spist mere mad, så det er jo dejligt.

Den ugentlige madplan bliver lagt ud på hjemmesiden - kongfrederikshjem.dk

Sidst men ikke mindst skal der lyde en stor tak til Heidi i køkkenet, for hjemmedyrkede rødbeder, samt til Ingrid på kontoret, for dejlige nedfalds æbler - der blev til æblekager.

 

Hilsen Ruth

Høstfest

25.09.2015

Wienerbal / Høstfest den 2.september.

Så blev der holdt fest på Kong Frederik og hvilken fest. Der var højt humør fra starten og der var en summen af snak og forventning.

Annie holdt en velkomsttale kl. 12.00 og derefter blev der serveret en skøn forret. En laksetallerken, uhm den var god. Dernæst var det wienerschnitzel med div. og også dette var godt, mørt og der var rigeligt af alt. Og selvfølgelig var der vin ad libitum.

Så kom efterretten, det var de skønneste kager og kaffe. Der blev også tilbudt Bailey eller cognac.

Jazz i Havesalen torsdag i ulige uger

25.09.2015

Valdemar Rasmussen og venner spiller op til dans og hygge i Havesalen

på Kong Frederik IX´s Hjem.

Det er hver anden Torsdag

fra kl. 16.00 til kl. 17.00.

I oktober er det den 8., og den 22.

Det er gratis !

Der mulighed for at købe drikkevarer til billige jazzpriser.

Musik gør livet værd at leve trods smerter, alzheimer og demens

21.09.2015

Kristeligt Dagblad har været på besøg på Kong Frederik IX's Hjem for at høre Valdemar Rasmussen spille musik:

"Livet er langtfra slut, når vi bliver pensionister, mener trompetist, sanger, komponist og tekstforfatter Valdemar Rasmussen , som udgiver ny cd.

Øjne bag flere lag hud, smilerynker lyser op, krogede kroppe bevæger sig rytmisk i kørestolene, og der synges ivrigt med, når Valdemar Rasmussen spiller "Hvorfor er lykken så lunefuld" eller "I Danmark er jeg født".

Beboerne og pårørende på plejehjemmene Kong Frederik IX's Hjem og OK-Huset Lotte på Frederiksberg i København labber sangklassikerne i sig, som var det sugerør ned i energidrikke."

Læs hele artiklen hos Kristeligt Dagblad.

OK-Fonden bygger "Byen for livet" - en demensbydel i Odense

04.06.2015

OK-Fonden vil, i et tæt samarbejde med Odense Kommune, bygge og drive "Byen for livet" en demensbydel i Odense. Bydelen forventes at huse mellem 200-300 mennesker med demens. Den vil med sin størrelse og nytænkning, i både form og indhold, være den første af sin slags i Danmark.

OK-Fonden har sammen med Støtteforeningen Margurittens venner gennem længere tid søgt en kommunal partner til at udvikle en bydel, som er særligt indrettet til at støtte og give livskvalitet til mennesker med demens. Projektet hedder "Byen for livet" og har en stærk vision om, at "Livet skal stå forrest - også for mennesker med demens". "Byen for livet" realiseres i tæt samarbejde med Odense Kommune.

"I OK-Fonden har vi en vision om, at "Livet skal leves - hele livet", og vi har en ambition om, at vi som mennesker skal have lov til at leve vores liv, som vi kan og vil det, uanset at rammerne for det forandres over tid.

For et års tid siden tog vi kontakt til Odense Kommune med henblik på få skabt et helt unikt demenstilbud i Danmark. Det afgørende for os var at finde en kommune, der har vist villighed til at gå forrest, og som tør tænke i nye "Boliger for livet" og i nye velfærdsløsninger. Det er også afgørende med en central geografisk placering, og derfor har Odense været et helt oplagt valg for projektet" siger formand for OK-Fonden, Michael Brostrøm.

"Vi sætter barren højt, og vi tror på, at "Byen for livet" vil blive noget, som forskere, pårørende og praktikere vil rejse til - fra nær og fjern. Projektet vil danne skole for den måde, vi sætter mennesket i centrum på, både når det gælder boligen og måden livet udfolder sig på, når projektet står færdigt om 3-4 år", fortsætter Michael Brostrøm.

Demensudfordring kræver nye løsninger

Grundet en længere levealder vil et stigende antal borgere udvikle demens. I gennemsnit får ca. to odenseanere hver dag konstateret demens, og i alt lever omkring 90.000 danskere med sygdommen. En sygdom, der skaber omfattende forandringer i livet for både den ældre og for de pårørende.

"Allerede i dag er demens en stor udfordring, og den vil kun blive større de kommende år. Ved at bygge en demensbydel kan vi indrette nogle omgivelser og nogle boliger, der er særligt egnet til at give støtte og livskvalitet til mennesker med demens", udtaler rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense, Per Berga Rasmussen (Ø). "Vi skal lade os inspirere af den mest aktuelle viden på området, f.eks. fra Holland, i udformningen af bydelen, og det er en ambition, at vi sammen skaber et eksempel til efterfølgelse på demensområdet i resten af landet og måske også verden".

Målet er at skabe rammerne for et liv med selvstændighed og livskvalitet på trods af en sygdom, der gør folk dybt afhængige af andre. Det betyder, at der skal skabes boliger og indsatser, der gør livet så attraktivt som muligt i alle faser af sygdomsforløbet med demens.

Viden, vækst og byudvikling

Ambitionen er at skabe en inkluderende bydel med unikke boliger og tilbud til demente, men også at sætte Odense på landkortet i forhold til demensforskningen. Planen er at etablere testmiljøer og forskningsaktiviteter omkring bydelen, som både kan bidrage med ny vigtig viden, vækst og nye arbejdspladser.

"Det her er en fantastisk mulighed for Odense. Det giver os nemlig mulighed for på en og samme tid at øge velfærden markant for en sårbar gruppe af mennesker, samtidig med at vi producerer ny viden og vækst i byen. Jeg er derfor meget glad og stolt over, at OK-Fonden har valgt at satse på Odense", siger Odenses borgmester, Anker Boye (S).

"Vores samarbejde med OK-Fonden er med til at understøtte vores mål om at være en moderne storby, hvor livskvalitet for den enkelte er helt centralt. Samarbejdet støtter op om at give den enkelte - trods en demens - de bedste forudsætninger for at være herre i eget liv og dermed øge livskvalitet" siger By- og Kulturrådmand, Jane Jegind (V).

Det ambitiøse byggeri finansierens af OK-Fonden, og det vil have positiv betydning for både velfærd, vækst og byudvikling i Odense. Ligeledes har Det Obelske Familiefond støttet projektet med midler til at undersøge udfordringer og muligheder i projektet.

Arbejdet med at finde en passende grund i Odense by er allerede i gang, og demensbydelen ventes fuldt realiseret i løbet af 2018.

D. 25. august 2015 vil der i Odense blive afholdt åbningskonference for projektet med deltagelse fra både vidensinstitutioner, interesseorganisationer, pårørende og interesserede kommuner.

Samarbejdserklæring mellem parterne blev underskrevet d. 3. juni af OK-Fondens formand Michael Brostrøm, Odenses borgmester Anker Boye (S), Ældre- og Handicaprådmand Per Berga Rasmussen (Ø) og By- ogKulturrådmand Jane Jegind (V).

Valhøjkoret

29.05.2015

Så kommer "vores" kor igen!

 

Søndag den 7. juni kl. 14.00 i Havesalen.

Alle er velkomne!

Der vil blive sunget mange af de gamle forårs- og sommersange og der er masser af fællessang.

I pausen vil vi servere en overraskelse.

Kom og hyg sådan en dejlig søndag eftermiddag.

Dette koster kun 40,-kr.

Bag køkkendøren!

29.05.2015

 

Juni måned er den første rigtige sommermåned og vi glæder os til sol og varme og de lange lyse timer. Inden det igen er Sankt Hans og det igen går den anden vej !

Vi går og holder øje med, hvornår hylden blomstrer - så skal vi igen bede alle om at komme ud og plukke hyldeblomster, så vi kan producere den vidunderlige hyldedrik, som skal nydes de varme sommerdage.

Spæde salater og ikke mindst de danske jordbær kommer også i juni måned. Så dem skal vi have en masse af - det er smagen af sol + sommer som vi venter på hele året. Det kan de udenlandske bær ikke hamle op med, skønt de er flotte at se på.

Kartoffeldagen - Valdemars dag - fejrer vi med masser af nye danske kartofler, skyllet ned med en snaps og en lille sang.

 

melodi : sur sur sur

 

Haps haps haps

Nu skal vi ha`snaps

Noèt  der rykker i banditten

noèt  der  vækker appetitten

haps haps haps

nu skal vi ha`snaps.

 

Sommerhilsen Ruth

 

Invitation til BRONZE kagedag

27.02.2015

Store BRONZE kagedag

Beboere, pårørende, daghjemsgæster og spisestuens gæster inviteres til Lagkage

Tirsdag den 31. marts kl. 13.15

i Havesalen

Grunden er den, at køkkenet har fået en bronzemedalje i økologi og det skal fejres !

Økonoma Ruth Bech vil fortælle lidt om vejen der til.

 

Lucia

28.11.2014

Fredag den 12. december kl. ca. 10.30 kommer der ca. 20 børn fra 2. klasse på Ny Hollænderskole og går Luciaoptog.

De starter med at synge på afdelingerne og slutter af i Havesalen, hvor de vil synge et par ekstra julesange.

Kim og Klaus

04.11.2014

Mandag d.27 oktober havde vi besøg af Kim og Klaus, der gav os en fantastisk formiddag,med deres spil og sang.

De mestrede klaver, guitar, kontrabas, harmonika og banjo, de sang gode gamle viser på dansk, men også tyske og israelske sange. De sang lidt Kim Larsen og lidt med Elvis. Der blev ønsket og alt blev efterkommet, de kan stort set spille og synge alt.

Stemningen var utrolig god, der var vin i glassene, chips at nippe til, Kim gik rundt ved bordene og alle sang med og hyggede sig.

Kims optræden gav smil på læberne og anledning til sjove anekdoter.

Morgensang

04.11.2014

Vi synger fortsat morgensang hver mandag kl 10 i Daghjemmet, vi synger 3-4 sange.

Det er en rigtig hyggelig måde at starte ugen på.

Alle beboere og personale er velkommen.

Hit med sangen

26.09.2014

"Hit med sangen" for beboere og pårørende.

Kom og vær med!

Mandag den 13 oktober kl. 15.30 er der igen "Hit med sangen" i Havesalen, hvor vi gætter sange med Hans Christian.

Der bliver også plads til nogle fællessange.

Tilsynsrapport Kommunalt uanmeldt tilsyn

25.01.2013

Vi har haft Kommunalt uanmeldt tilsyn.

Læs tilsynsrapporten

Brugertilfredsheds undersøgelse

24.01.2013

Vi har modtaget resultatet af vores brugerundersøgelse. Resultatet er vi stolte af og det bekræfter, at vi er på rette vej.

 

Læs hele undersøgelsens resultater

Vi har har fået en GRØN smiley af Arbejdstilsynet

14.11.2012

Det er med glæde, at vi kan fortælle at vi som følge af Arbejdstilsynets besøg, har fået tildelt en grøn smiley.

Den grønne smiley viser, at virksomheden ikke har noget udestående med Arbejdstilsynet.

En virksomhed kan kun få en grøn smiley, hvis den har fået gennemgået sit væsentlige arbejdsmiljø. Det vil sige, at den enten er blevet screenet (før den 1. januar 2012) eller har haft et risikobaseret tilsyn (efter den 1. januar 2012).

Virksomheden får en grøn smiley, hvis Arbejdstilsynet har konstateret,

  • at virksomheden ikke overtræder arbejdsmiljøreglerne, eller
  • at virksomheden ikke længere har et udestående med Arbejdstilsynet.

Sammen med den grønne smiley offentliggøres en dato, der viser

  • hvornår virksomheden er blevet screenet, har haft et risikobaseret tilsyn eller
  • hvornår virksomheden har afsluttet sit udestående med Arbejdstilsynet.

Den grønne smiley har en udløbsdato. Det vil sige, at den bliver slukket efter fem år.

Der påbegyndes en ny femårsperiode efter hvert risikobaseret tilsyn.

Du kan se Kong Frederik den IX's Hjems smiley på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Kong Frederik IX´s hjem – 40 års fødselsdag

13.08.2012

Solen skinnede fra en skyfri himmel.

Lysstrålerne slog finurlige triller og reflekserne skar i øjnene, da den nypudsede dybblå Audi med nummerpladen "Krone 415" svingede ind på parkeringspladsen.

Gæsterne havde forventningsfuldt ventet i spænding. Håret var sat, tøjet strøget og skoene pudset.

Sådan skal det være når en prinsesse kommer på besøg, og præcis sådan var det den 13. august da HKH Prinsesse Benedikte, der er protektor for OK-Fonden, gæstede Kong Frederik IX´s hjem.

Chaufføren, der var klædt i skinnende hvid uniform med tilhørende kasket, nåede kun halvt ud ad førerdøren, før prinsessen beslutsomt selv lukkede bilens bageste dør op, og steg ud.

Tålmodigt, venligt, og som altid smilende, tog prinsessen sig god tid til at hilse på alle de fremmødte. Især havde prinsessen et rigtig godt blik for de mange forventningsfulde beboere, der naturligvis gerne ville trykke hånd og hilse personligt på prinsessen.

Det er nu ikke så skidt at få trænet disciplinerne med at bukke og neje.

En disciplin som den lille modtagegruppe - med lederen, bestyrelsen og direktionen repræsenteret - også fik repeteret.

 

Efter at have modtaget den yndigste buket, overrakt af formand for beboerrådet Eva Malin, gik turen rundt i huset. På alle etager, blev der flittigt trykket hånd med beboere og medarbejdere.

Også prinsessens hofdame, Kristina Treschow, var velforberedt og samtalen gled let og ubesværet.

Medens gruppen var på rundtur, tog alle gæsterne plads i en veldækket havesal, hvor bordene næsten løb over af gode sager.

Sådan en lejlighed, er jo oplagt til at vise, hvad husets køkken kan formå. Jeg skal love for, at det var en demonstration ud i elegance og faglig kunnen. Tak for det.

Nu var tiden inde til at tage plads ved bordene. Ikke mindst for vi der kom til højbords med prinsessen, hofdamen og hele det "øvrige følge". Jeg var lidt mere rolig denne gang, for jeg har heldigvis prøvet det før. Men det giver nu altid lidt sommerfugle i maven, når man skal huske alle de små ting, der skal til for at gennemføre en god frokost med prinsessen.

 

Ingen er ufejlbarlige - og jeg glemte da også at flytte mig, da andre gæster skulle tale med prinsessen. De kunne derfor ikke sidde ned, men måtte stå op, hvilket vist ikke er det mest høflige, når man så kommer til at tale "ned til prinsessen". Det husker jeg næste gang.

Lederen af Kong Frederik IX´s hjem, Anni Andersen, havde forberedt en meget hjertelig og varm tale, som gjorde stort indtryk på os alle.

Efter et par rigtig gode timers samtale, hvor der blev udvekslet meninger om livet, De Olympiske Lege, og OK-Fondens virksomhed i fremtiden, var tiden inde til at bryde op.

Som sædvanligt overskred prinsessen tidsrammen for arrangementet med næsten ½ time, og tog sig endnu engang god tid til, på vej ud, at trykke hånd og sige farvel til de mange der ikke fik en hilsen på vej ind.

Prinsessen blev fulgt til bilen, og med stor iver vinkede vi alle farvel. Bilen forsvandt næsten lydløst. Ganske som den var ankommet.

 

Nu kunne alle sænke skuldrene, slappe af og glædes over et velgennemført besøg.

Turen gik i samlet flok tilbage til havesalen, hvor blikkene blev rettet mod de veldækkede borde, der stadig kunne byde på rigtig meget godt.

Der bliv "smugspist" lidt af os alle, for man får altså ikke så meget at spise, når man samtidig skal huske at sidde pænt, tale ordentligt, og nyde både prinsessen, hofdamen og alle andre gæster den største opmærksomhed.

Tak til alle medarbejdere, beboere og pårørende for en rigtig dejlig dag. Uden jeres store indsats med planlægning og forberedelse, kunne så fejlfri og fantastisk dag ikke lade sig gøre.

1000 tak.

 

Paul Erik Weidemann

adm. direktør

Musisk eftermiddag.

04.10.2011

Sikken en eftermiddag det blev den 13 september, hvor vi havde besøg af duoen"Kim og Klaus".

Det blev en forrygende oplevelse, med god og sjov underholding. De skabte en dejlig stemning hvor der både blev sunget med og danset til kendte toner.

Vi håber at få mulighed for at høre dem en anden gang.

Kong Frederik IX's Hjem er nomineret til beskæftigelsesprisen.

29.09.2011

Vi er både glade og stolte over at Frederiksberg Jobcenter har indstillet os til beskæftigelsesprisen 2011.

At  vi også er nomineret, betyder utrolig meget. Det er et 'skulderklap', fra uvant side, til alle vores medarbejdere for den energi og engagement de kan mobiliserer ved siden af deres almindelige arbejdsopgaver.

Om begrundelsen for indstillingen skriver Jobcentret:

Kong Frederik IX's Hjem

Kong Frederiks IX's Hjem er en meget troværdig samarbejdspartner, som mener, når de siger at de er rummelige. De har fået uddannet mentorer i alle deres afdelinger, og kan slet ikke vente med at få lov til at bruge deres kompetencer. Der er utrolig meget progression og indhold i deres forløb. Er der en stille periode uden ledige i virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, ringer de op og spørger om vi ikke mangler pladser.

De spørger altid: Hvordan hjælper vi personen bedst muligt  og sørger for at finde et sted, hvor borgeren kan udvikle sig. Plejehjemmet har ansat en koordinator på området og sørger for at de favner bredt og meget individuelt.

Prisen uddeles d. 12.10.11 på Frederiksberg Slot

Vi har fået ny hjemmeside

08.06.2011

Så har vi fået vores nye hjemmeside op at køre. Den er endnu ikke færdigudviklet, men vi arbejder på at gøre den så god som mulig. Færdig er nok heller ikke målet, da vi ønsker  den skal være under stadig udvikling, ligesom Kong Frederik IX`s  Hjem hele tiden er under udvikling.

Vi håber på at denne hjemmeside vil blive til oplysning og inspiration for nye beboere og pårørende, -  at de her kan få viden om, og fornemmelse for, hvordan det vil være at bo her på Hjemmet.

Ligeledes håber vi at hjemmesiden vil være til inspiration og information for både nuværende og kommende medarbejdere.

Vi går i flok
ikke i takt...